Som mor til en pige på 15 oplever jeg mangt og meget og det er ikke altid lige nemt at gennemskue hvad der sker inde i sådan en størrelse. Hun vil gerne ind til en koncert hvor nogle venner skal spille. Hun prøver at finde ud af selv hvordan hun kommer derind, og finder frem til en vej som forekommer en gammel rotte som mig lidt besværlig og jeg forsøger at komme med gode råd om hvilken vej der er den mest hensigtsmæssige. Der opstår en del forvirring i min datter og tonen i hendes stemme biver en smule syrlig, jeg forsøger på bedste vis at få hende til at lytte til mig, ved at insistere på at den vej hun har fundet er besværlig og lige her ligger jeg inde med sandheden. Hendes veninde kommer og hun skælder mig ud for at forvirre hende og blande mig, mens hendes veninde lytter. Først da de er gået ud af døren ser jeg hvordan jeg har overkredet hendes grænse og - som hun siger - blandet mig. Hun havde jo fundet sin vej, om hun ankommer før eller senere er jo ikke betydningsfuldt for mig, og jeg kan mærke at følelsen af stadig at ville være betydningsfuld, er den der presser sig på. Det at få lov til at hjælpe hende og det at hun stadig har brug for min hjælp er betydningsfuldt for mig og det ville være en stor hjælp hvis hun havde sagt " tak mor du har reddet min aften og måske mit liv!!!!" men det var ikke det hun sagde, hun sagde som en sund teenager med god selvstøtte ville sige -" bland dig udenom, jeg kan godt selv" Næste gang vil jeg anstrenge mig mere for at lytte til indholdet i stedet for at høre lyden i hendes tonefald. Har du brug for støtte til at blive en bedre forælder tilbyder jeg dette: ring for en uforpligtende snak på 60642503 |
 |
|||||||
 
|
|
 |
|||||
    |
|||||||
